Herning Pengeskabsfabrik - Uniconta holder styr på informationerne -  Kundecase:

Uniconta holder styr på informationerne:

"Du har ringet til Herning Pengeskabsfabrik. Vent et øjeblik."
Sekundet efter får du kendingsmelodien fra Olsen-banden i ørerne.

Du smiler skævt og tænker: "Nu mangler det bare, at de også kan sælge mig et originalt Franz Jäger."
Og det kan de så.

Den lille danske pengeskabsfabrik har nemlig ikke blot standardløsninger til alt, der skal beskyttes – de lægger også stor vægt på at kunne levere præcis de individuelle løsninger, kunden har brug for.
Det hjælper Uniconta dem med.

"Kunderne kommer altid i første række for os," fortæller partner og adm. direktør Jef Jefsen fra Herning Pengeskabsfabrik.
"Selv om vi har et stort standardsortiment af sikkerhedsprodukter – fra pengeskabe, brandskabe, sikkerhedsdøre og meget mere – er vi stolte af også at kunne producere og tilpasse individuelle løsninger, der opfylder kundernes unikke sikkerhedsbehov.
Det er en del af vores DNA at insistere på 100 % tilfredse kunder."

Uniconta holder styr på det vigtige:

For nylig skiftede virksomheden sin gamle C5-løsning ud med et nyt økonomisystem fra Uniconta.
Det nye system skulle leve op til en bred vifte af krav – men et af de vigtigste var, at det understøttede et effektivt informationsflow gennem hele processen, fra tilbud til levering.

Alle kundevendte medarbejdere skal have adgang til de samme informationer, når de først er registreret i systemet – og data skal kun indtastes én gang.

"Fejltagelser er kostbare, når det gælder produkter som vores.
Dels kan de være dyre at rette op på, dels giver det gnavne kunder.
Afleverer du fx et 800 kilos pengeskab på den forkerte adresse, fordi husnummeret er tastet forkert, er det dyrt at få det flyttet.
Og er dimensionerne på et specialbygget skab ikke rigtige, kan du starte forfra og bygge et nyt," forklarer Jef Jefsen.

"Med Uniconta har vi et enstrenget system, hvor alle informationer, der bliver lagt ind, følger kunden og ordren – fra ordremodtagelse og følgeseddel til lager, arbejdskort til produktionen, forsendelsesdokumenter og faktura.
Det er virkelig effektivt."

Hurtig reaktionstid:

Uniconta understøtter også den sporbarhed, som er vigtig for pengeskabsfabrikken og dens kunder.
Enhver detalje om kunden og ordrerne skal være nem at finde frem – uanset hvilken medarbejder der har brug for det, og hvor i salgs- eller leveringsprocessen det sker.
Alt sammen for at sikre den parathed og evne til at reagere hurtigt, som er afgørende i forhold til kunderne.

Også kommunikationen med debitorer og kreditorer er blevet nemmere, mener Jef Jefsen:

"Med Uniconta har vi op til tre kontaktpersoner med mailadresser pr. debitor – én til fakturaer, én til tilbud og én til ordrebekræftelser.
Så uanset hvem i firmaet der opretter og sender noget, ankommer det til en allerede defineret kontaktperson."

Manualer og implementering:

Generelt er Jef Jefsen meget tilfreds med valget af Uniconta – selvom han godt kunne ønske sig lidt mere dokumentation i form af brugermanualer:

"Det er lidt som at køre i en topavanceret Mercedes med en masse knapper og funktioner – og når man så gerne vil se, hvad den kan udover at køre stærkt, ligger der bare en kvikguide på 10 punkter i handskerummet.
Men ok, det er måske også kun mig, der gider læse manualer," smiler han.

Implementeringen af Uniconta skete i forbindelse med afslutningen af et regnskabsår.
Det gamle år blev afsluttet i C5, mens Uniconta blev taget i brug til det nye:

"Det fungerede rigtig fint – og da begge systemer er leveret af Concept Data i Herning, var det nærmest smertefrit at få overført de forskellige tilpasninger, der er specielle for os," siger Jef Jefsen.

Skidegodt, Egon!

Og for resten… hvis du er blevet lun på et ægte Franz Jäger, er det kun hos Herning Pengeskabsfabrik, du kan få det.
De fik licensrettighederne af Egmont i 2014 og producerer nu en pengeskabsserie under det legendariske navn.
Indtil da eksisterede Franz Jäger kun på film.

Læs mere om Herning Pengeskabsfabrik